tirsdag, juni 05, 2012

Prometheus

I den græske mytologi er Prometos/Prometheus en oprørsk gud som bragte ilden til menneskene og måtte straffes derfor. Menneskene blev ikke straffet.

Der er paralleler i filmen Prometheus til myten, men her synes det at være menneskene som skal straffes for noget som guderne har gjort.

Flot i 3D (Cinemaxx, sal 4) uden at udnytte effekten det mindste. Jeg lagde på ingen måde mærke til at jeg så en film i 3D efter at have vænnet mig til det i løbet af de første 5 minutter. Det er sådan jeg godt kan lide det, men også manges argument for blot at se en film i 2D. Effekterne og kulisserne er meget flotte og ikke så afdæmpede og lo-tech som i Alien men heller ikke for meget af det gode. Matcher godt den ubemærkede 3D effekt med næsten ubemærkelige specialeffekter.
Det er en meget troværdig verden vi kommer ind i.

Historien har alt hvad en ordentlig thriller skal have - et plot der langsomt afsløres, stærke personligheder hvoraf nogle må tage deres ellers faste overbevisning op til revision undervejs.
Sciencefiction-delen af historien er banal og set før, vi føler os hurtigt hjemme med teknologien og der er ingen nye begreber.
Alt hvad der er mystisk og mytisk er ovre i eventyr-genren.

Logikken omkring Alien-universet bygges langsomt op og afsløres endeligt kun i sidste scene. Jeg brugte alligevel mange timer efter filmen på at få alle brikkerne til at passe med den gamle Alien film fra 1979, og de fleste kom på plads efter et stykke tid.
Men ikke (og her afslører jeg kun noget som også er vist i traileren) årsagen til hvorfor man i de historiske udgravninger har fundet samme stjernekonstellation afbildet - er det en invitation, hvorfor peger den på en planet som iflg. filmens historie er opgivet af dens tidligere herskere, er der andre planeter som kunne være målet for invitationen, er det tydet helt forkert?
Udover denne lille sten i skoen på turen gennem Prometheus er alt nydeligt bundet sammen med den gamle Alien film.

Prometheus foregår næsten 30 år før Alien, 30 år hvor en del kan nå at ske: Weyland Corp bliver til Weyland-Yutani, samtlige missioner i rummet for dette firma kan have opbygget en skjult dagsorden om at genfinde den/de racer som man stødte på i Prometheus i år 2093 og derfor bliver Nostromos besætning vækket i år 2122.

To ord: se den!

torsdag, maj 31, 2012

Online lagerplads i skyen

Der har været noget skriveri om Dropbox's manglende sikkerhed og andre lignende firmaer falder ikke langt derfra.

Jeg bruger SpiderOak som krypterer mine data med mit password. Og mit password er kun kendt af mig.

Dvs. hvis jeg f.eks. ikke kan huske mit password er mine filer væk. SpiderOak kan ikke hjælpe.
Jeg ved det for jeg har lige været det igennem. Heldigvis kun med ligegyldige ting - det var bare en test jeg havde lavet for lang tid siden og så ville jeg bruge pladsen til noget mere fornuftigt og kunne ikke huske passwordet.


Med storartet hjælp fra deres support team sidder jeg nu igen med et tomt online "drev" som jeg kan fylde på med hvad jeg lyster.
Jeg kan dele de filer jeg selv vælger med andre, dele med mig selv på andre computere og enheder eller bare bruge den til at have en backup af bestemte ting. Den har indbygget backupfunktion!

Der er klienter til næsten ligeså mange forskellige platforme som Dropbox, dog ikke til BlackBerry.
Men til Windows, Mac, linux, OSX/iP[hone][ad][od] og Android.

Det er sq da smart - altid de samme filer til rådighed på nettet. Uanset fra hvilken computer. Ligesom en USB stick, bare uden stick der kan blive væk og fundet af andre.

Har du lyst, er de første 2GB gratis. Brug dette link for at give mig en lille bonus for at have hvervet dig som bruger:

https://spideroak.com/download/referral/3202235864a0bbcbd22237557b47aad4

onsdag, april 25, 2012

Pladder

Oh ja, endelig lidt nyt på pladehylden:

MC Einar & KunTakt: Jeg må ha' en coach!


Politiken skriver i "Rappens baggårdspuma sættes fri af rablende poesi" at det minder meget om Dan Turell - enig. At MC Einar er en baggårdspuma - enig. Men at han sættes fri? Mnjah, det ved jeg ikke helt.
Temmelig godt comeback, de fleste tekster er af Rune T. Kidde, af dennes meget svævende og ordmættede lyrik, men det er nu de andre tekster der fænger mig.







Koncerten i Fredericias "Det Bruunske pakhus" d. 21/4-2012 var meget intim, vi var måske 50, tops. Og jeg sad så tæt på at jeg kunne have rakt ud og rørt Einars strømpesokker.
Se DET var en oplevelse.






Deadstring Cowboys: Sao Paolo


Det minder mig stadig om Rolling Stones på en optur. Skal nok bare høres.
(Optur #2: LP'en indeholder en free download af hele pladen som MP3. Så slipper jeg for at rippe den selv. Det er sikkert state of the art nu, men det er læææænge siden jeg sidst har købt rigtige plader)





Leonard Cohen: Old ideas

Her kan man jo ikke rigtig gå galt i byen. Dælme en god plade... og så af en snart 78 år gammel mand. Hvis det ikke lige havde været oveni Lines fødselsdag skulle jeg da have været til koncert - det er jo nok sidste chance! Der er selvfølgelig stadig billetter til koncerten i Aalborg.
(Ikke nogen MP3 download her - men en medfølgende CD med alle numrene gør det jo unægtigligt også nemt at rippe)


Alle 3 LP'er er af 180 grams vægtklassen, som alle LP'er med respekt for sig selv skal op i. Selv med MC Einar i rillerne!

fredag, april 20, 2012

Solo bryg: Leipziger Göse

Foråret er fuldt af traditioner for ølbrygning. Jeg har ikke fulgt nogen af dem.

I stedet var det tid til et solobryg (Ras fulgte skarpt op med endnu en solo: den fede hvede).
Derfor skulle noget af det der havde ligget og rumsteret i baghovedet frem og prøves af. Nu var det den særprægede stil Göse - eller Gåse på dansk - som kom ud øverst på listen. Jeg smagte Kongens Bryghus "Gåse hvid" da den kom frem for ca et år siden og var solgt. Jeg har endnu tilgode at smage en autentisk version fra Leipzig!

I Leipzig var der i gamle dage kildevand som løb langs saltdepoter i jorden og derfor var vandet salt. Det bryggede man selvfølgelig øl af. Og Göse er en traditionel hvedeøl, med salt og oprindeligt temmelig syrlig pga. datidens dårligt styrede gæring. Tenderede til vildgæret. Nogle giver opskriften med korriander frø - så vi er ovre i noget Wit lignende.

Jeg har dog droppet korriander og gået efter en ren syrlig salt smag.

Opskriften findes også på beercalc:
60% umaltet/torrified hvede
40% pilsner malt
lidt Spalt Select og en slat East Kent Golding som bitterhumle - ingen aromahumle
tilsat mælkesyre for kontrolleret syrlighed - jeg har ikke gået til vildgæring endnu
Safbrew WB-06 hvedegær

Den har gæret lystigt i hjørnet af stuen siden brygdagen langfredag - og nu er det endelig tid til at tappe. Ras ligger inde med udstyret, så det bliver nok først næste weekend.

Forventet alkohol: moderate 4,5%