Jeg vil gerne lave en anmeldelse af en af mine nyeste DVD-indkøb, som jeg satte mig ned og så med det samme. Det var hverken første eller sidste gang jeg så den. Måske kan du gætte hviken film det handler om:
Stemningen
Det er tydeligt at hovedpersonerne (en kvinde og en mand) går rundt i en zombie-agtigt tilstand, søvnløse, ligesom med jetlag eller hvis man opholder sig forlænge alene på et hotelværelse.
Denne tilstand efterlader personerne meget åbne overfor den anderledes verden de færdes i. De stiller meget få spørgsmål til hvorfor ting er som de er og accepterer at de bunder i "kulturforskelle" og at der ikke er noget at gøre ved det.
Kærligheden
I forlængelse af hovedpersonernes åbenhed forelsker de sig, selvom de begge er gift i forvejen. Det er en helt fantastisk skuespilspræstation, for der er hverken sex eller kys undervejs, men det er tydeligt de falder for hinanden henover hele filmens forløb. Og det er ikke langtrukkent!
Jeg er så træt af kærlighed ved første blik i film; de ser hinanden, kysser og næste scene er enten en uskyldig sex-scene eller morgenen derpå. Selve forelskelsen bliver der aldrig lagt vægt på, men det gør der til gengæld i denne film - endda helt uden at det bliver det bevidste hovedtema. Muligvis ville jeg selv holde mig langt væk fra en film med den slags udtalelser i anmeldelsen, men nu er det sagt - måske er det bare "typisk mænd" at have det sådan?
Humoren
Humoren er dejligt underspillet - sjove situationer, som opstår pga. den særprægede lokation personerne befinder sig på, bliver ikke udbasuneret, selv om skuespilleren er en af de sjoveste skuespillere i verden. Men det hele ligger i glimt i øjet eller komsike optrin.
Handlingen
Ud over hvad jeg allerede har nævnt er selve handlingen en slags gå-på-opdagelse-tur i en fremmed verden. Der indgår bl.a. i historien et hotel, en sangerinde, indtil flere skuespillere (øj, en meta-film!), karaoke, en tolk, en storby, en kvinde og en mand og et enkelt kys. Der er hverken computerskabt grafik eller hæsblæsende action.
Lyden
Personligt er dette den første film hvor jeg har lagt mærke til lyden fordi den var så "gennemsigtig" eller (jeg hader ordet) "ambient". Musikken og lydkulisserne understøtter hovedpersonernes åbenhed og undren på en rigtig fin måde. Selve sangene er ligegyldige og vist nok ikke specielt kendte, pånær de sange der synges på karaoke-anlægget.
Hints
Kan du gætte hvilken film det drejer sig om har du nok allerede set den. Hvis du derimod er blevet fænget er her endnu et par hints: instruktøren er datter af en anden instruktør, i hvis 10. film hun "spillede" en (drenge!)baby som bliver døbt. I øvrigt i en meget rost og klassisk film (den første i en trillogi) om mafiaen.
