eller "De synger da på engelsk, ikke?"
Rebekka kom pludselig hjem. Hun havde ellers bare været ovre hos en veninde på vejen og legede som så mange gange før.
Og så var hun bange for alt muligt. Lyde, stemmer, for at være alene. Helt knust.
Endelig fortalte hun at hun var bange for Stitch, fordi han havde fået grønne øjne. De havde set Lilo & Stitch tegnefilm hos veninden og Stitch havde altså fået grønne øjne og var blevet ond.
Vi lånte videobåndet og så det sammen med hende. God idé, men det virkede bare ikke. Nu er hun endnu mere bange...
Hun hører alle lyde, kan ikke sove hvis vi ikke sidder hos hende og spørger tit om hvad der skete med Stitch.
Nå, men hun er også i en følsom alder og forstår flere sammenhænge end for bare et år siden. Det skal nok gå over igen.
Og så var der Melodi Grand Prix, Eurovision Song Contest skråstreg. Sikkert nogle fine popsange, hvis det er det man er til. Men flere gange spurgte vi os selv "Synger de virkelig på engelsk?" Og pånær et par enkelte lande var det jo faktisk det de gjorde. Det var bare ikke til at forstå... og hvad er så pointen? Russisk eller uforståeligt engelsk? Same shit i mine ører.
Og ironisk nok vinder den mest atypiske sang, muligvis pga. et verdensomspændende komplot mellem WarCraft spillere, men alligevel fuldt ud fortjent.
Og dejligt befriende at de mest tildækkede vinder over alle de halvnøgne.
