torsdag, januar 11, 2007

Tidsfordriv

ARION AT-9310PVR

Ja, så lykkedes det at få en harddisk-optager/digital TV tuner til at virke. Det viste sig at der skulle en kraftigere strømforsyning i for at kunne trække den Seagate 320GB harddisk jeg havde købt. Men jeg var blevet lovet af forhandleren at det skulle han nok ordne og det skete endelig tirsdag d. 3/1-2007.

Billede af ARION AT-9310PVR og den store fjernbetjeningJeg har siden optaget en del gode og mindre gode programmer, men basis funktionerne virker upåklageligt.

En enkelt recover situation viste sig også ret godt håndteret da maskinen spontant bootede midt i en optagelse... Bare fordi jeg samtidig afspillede og redigerede en anden optagelse!? Det er dog ikke sket siden, heller ikke selvom jeg gentog scenariet. Den afbrudte optagelse startede op igen efter rebooten og jeg mistede vel ca. 1 minut af Spy Game med Robert Redford og Brad Pitt.
Der er da småskavanker, men det er ude i periferien og forstyrrer ikke den daglige brug.

Dyret er kåret som en af de bedste DVB-T (digitalt TV) modtagere flere steder i europæiske tech magasiner og hjemmesider. Og med harddisk har den kostet kr 3700,- hvilket var langt under mit alternativ: DreamBox 7025. DreamBox'en er nu også fed og har helt andre muligheder oveni dem jeg har fået med ARION'en. Det bliver når jeg vinder i Lotto...

Bøger

Er ved at være færdig med quadrologien "Bogen om den Nye Sol" af Gene Wolfe. Et helt fantastisk værk om Severian som vandrer hen over Iorn i en fjern fremtid, fyldt med hentydninger til forgangne tider og teknologier. Men denne science fiction del af fortællingen er underdrevet/underforstået og hele tiden lige netop udenfor Severians rækkevidde, så det bliver ikke en teknologi-drevet fortælling om en mand i fremtiden. Istedet er det en historie om en mand i sin samtid, som er nærmest middelalderlig i sin opbygning og karakterskildring. Men denne viden om fantaskiske teknologier fra forgangne tider og tidligere koloniserede verdener er hele tiden tilstede i læserens og Severians underbevidsthed.
Stor kunst! Læs den, også selvom du ikke er til Science Fiction!

Har ellers sidst læst Stiftelsen (Isaac Asimov) og Robot af samme, Grøn (Alan Dean Foster), Abernes Planet (Pierre Boulle), Den sidste tempelridder (Raymond Khoury), Broen (Iain Banks), The Forever War (Joe Haldeman) og novellen Super-Toys Last All Summer Long (som ligger bag Kubrick/Spielbergs film A.I.) fra samlingen The Moment of Eclipse (Brian W. Aldiss).

Mon ikke jeg snart får læst Da Vinci Mysteriet (selvom det ikke længere synes vigtigt) og så venter jeg også på at tiden bliver inde til Trommeskindet (Arturo Péres-Reverte) og quadrologien Rummet Uden Tid (Inge Eriksen).

Bakspejlet

Sikke aktiv jeg har været i 2006... det ses tydeligt i denne blog :-)

Nuvel, det er vel på tide at se tilbage på det forgangne år og tage stilling til og sætte kursen for det nye år?




2006

... var året hvor vi fik et skolebarn, byggede om i huset og jeg fik arbejde i den bedste afdeling i IBM.

Mest tydeligt i hukommelsen er nok ombygningen, hvor vi bl.a. sov i campingvogn (lånt af naboen, placeret tæt ved huset) i 5 uger hen over Rebekkas og min fødselsdag. Netop de koldeste uger af efteråret!
Men nu er det blevet godt. Jeg mangler stadig detaljer som lamper, sætte et par bordplader fast og en emhætte. Frederiks værelse var det sidste der blev gjort brugbart og der er nu (i 2007 godt nok) kommet tæppe på gulvet og en halvhøj seng - og alligevel kommer han trissende ind i dobbeltsengen sidst på natten...

Arbejdet blev klart forbedret i februar da jeg kom over i System Management afdelingen og skulle arbejde med Tivoli overvågning. Jeg opdagede hurtigt, at selvom jeg havde haft det fortrinligt i min gamle afdeling med overvejende administrative opgaver, havde jeg savnet det tekniske arbejde. Mit nørde-gen trængte til at blive "nurset". Og det er det så sandelig blevet resten af året. Men også de nye kollegaer har vist sig at være helt fantastiske, selv med deres egne dominerende nørde-gener :-)

Rebekka startede i SFO i skolernes sommerferie og i 0. klasse i august. Noget hun har klaret flot. Det er vist mest forældrene som har set de nye udfordringer som besværlige af og til. Men hun trives og er meget aktiv og særdeles kreativ herhjemme. Klipper og klistrer lige en bog, en computer, æsker, konvolutter, huse og alt muligt andet til at lege med.



2007

Forudsigelser er som bekendt svære, specielt vedr. fremtiden (tak til Niels Bohr for den) men fremtiden er heldigvis allerede begyndt.
Så allerede nu spår jeg at Mac for en større del af vores opmærksomhed, da en MacBook trådte ind i vores tilværelse for kort tid siden. Line har aldrig været så vild med teknologi, som hun er nu. Det er også mest hendes. Men jeg må gerne lege med og vil det gerne, da der jo ligger en UNIX under kølerhjelmen på den. Det er næsten som at komme hjem.
Men Mac'en skal ses live, før man udtaler sig om den. Så kommer I forbi kan det være I får en tur :-)

Mon ikke også at vi får tid til en ferie eller to i 2007? Allerede i kalenderen er Lalandia, som Bedstemor har inviteret alle ned til d. 2-4 marts.

Og på søndag skal jeg springe ud som ølbrygger sammen med Ras (se øl-blog'en) hvilket bliver et spændende projekt. Også for at se om de kr 1350,- jeg allerede har lagt i projektet vil tjene sig ind igen (for det svarer jo trods alt til ca. 70 Ren Pilsner fra Netto!).