Sikke aktiv jeg har været i 2006... det ses tydeligt i denne blog :-)
Nuvel, det er vel på tide at se tilbage på det forgangne år og tage stilling til og sætte kursen for det nye år?
2006
... var året hvor vi fik et skolebarn, byggede om i huset og jeg fik arbejde i den bedste afdeling i IBM.
Mest tydeligt i hukommelsen er nok ombygningen, hvor vi bl.a. sov i campingvogn (lånt af naboen, placeret tæt ved huset) i 5 uger hen over Rebekkas og min fødselsdag. Netop de koldeste uger af efteråret!
Men nu er det blevet godt. Jeg mangler stadig detaljer som lamper, sætte et par bordplader fast og en emhætte. Frederiks værelse var det sidste der blev gjort brugbart og der er nu (i 2007 godt nok) kommet tæppe på gulvet og en halvhøj seng - og alligevel kommer han trissende ind i dobbeltsengen sidst på natten...
Arbejdet blev klart forbedret i februar da jeg kom over i System Management afdelingen og skulle arbejde med Tivoli overvågning. Jeg opdagede hurtigt, at selvom jeg havde haft det fortrinligt i min gamle afdeling med overvejende administrative opgaver, havde jeg savnet det tekniske arbejde. Mit nørde-gen trængte til at blive "nurset". Og det er det så sandelig blevet resten af året. Men også de nye kollegaer har vist sig at være helt fantastiske, selv med deres egne dominerende nørde-gener :-)
Rebekka startede i SFO i skolernes sommerferie og i 0. klasse i august. Noget hun har klaret flot. Det er vist mest forældrene som har set de nye udfordringer som besværlige af og til. Men hun trives og er meget aktiv og særdeles kreativ herhjemme. Klipper og klistrer lige en bog, en computer, æsker, konvolutter, huse og alt muligt andet til at lege med.
2007
Forudsigelser er som bekendt svære, specielt vedr. fremtiden (tak til Niels Bohr for den) men fremtiden er heldigvis allerede begyndt.
Så allerede nu spår jeg at Mac for en større del af vores opmærksomhed, da en MacBook trådte ind i vores tilværelse for kort tid siden. Line har aldrig været så vild med teknologi, som hun er nu. Det er også mest hendes. Men jeg må gerne lege med og vil det gerne, da der jo ligger en UNIX under kølerhjelmen på den. Det er næsten som at komme hjem.
Men Mac'en skal ses live, før man udtaler sig om den. Så kommer I forbi kan det være I får en tur :-)
Mon ikke også at vi får tid til en ferie eller to i 2007? Allerede i kalenderen er Lalandia, som Bedstemor har inviteret alle ned til d. 2-4 marts.
Og på søndag skal jeg springe ud som ølbrygger sammen med Ras (se øl-blog'en) hvilket bliver et spændende projekt. Også for at se om de kr 1350,- jeg allerede har lagt i projektet vil tjene sig ind igen (for det svarer jo trods alt til ca. 70 Ren Pilsner fra Netto!).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar