Sidste dag i ferien... Imorgen truer nye arbejdsdage.
Utroligt så hurtig man vænner sig til at have fri!
Men jeg har dog nået noget idag:
- fyldte 2 sække med haveaffald, fra hækken jeg klippede i forgårs og fra rosenbusken midt i græsplænen, som måtte lade livet
- gravede den lille stub op i bedet ved terrassen, som min kone og svigermor jo ikke lige tænkte på, da de for nogle uger siden ellers rydede bedet fuldstændigt for at plante en rhododendron og en lyng
- fik sat kommoden og kakkelbordet fra skuret ud til storskrald på tirsdag
- savede krydsfinérpladen til i hjørnerne, så den kan bruges senere til at hænge værktøj op på i skuret
- flyttede Kurts gamle køleskab ud til storskrald, mens han selv var på barselsbesøg hos et lille nyt barnebarn
Jeg kan da vist godt være stolt af mig selv over dette!
Prøvede dog ellers imorges at planlægge at familien tog til Stevs Klint på en eftermiddagstur. Det blev først udskudt af Frederiks middagslur - troede ellers at vi kunne køre inden og håbede på at han sov i bilen. Og da Frederik stod op, kom svigerinden med sin datter og søgte lidt aflastning og en legekammerat.
Her sidder jeg så, med tid til at skrive lidt ligegyldigheder, mens arbejdsugen kommer nærmere og nærmere.
Men jeg har stadig ikke ringet til mormor og takket for checken!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar